da

Santa Cruz de Tenerife

Tenerifes hovedstad Santa Cruz ligger i den nordøstlige del af øen. Byen huser også Kanarieøernes parlament, men deler hovedstadstitlen for Kanarieøerne med Las Palmas på Gran Canaria.

Med sine 250.000 indbyggere er Santa Cruz ikke en rigtig storby, men har alligevel mange af de muligheder, som kendetegner en storbyferie: God shopping, indbydende restauranter, flotte pladser og spændende seværdigheder. Skal I forkæle jer selv, så tag et kig på det 5-stjernede Iberostar Heritage Grand Mencey.

Plaza de Espana

Byens bedste shoppinggade er Calle del Castillo, som ligger mellem de to flotte pladser Plaza de Espana (billede ovenfor) og Fuente Plaza Weyler. I denne gade ligger der mange internationale modeforretninger, parfumerier og smykkebutikker, og i sidegaderne er der mange spændende specialbutikker. Lidt længere mod syd ligger de to store shoppingcentre El Corte Inglés og Centro Comercial El Meridiano.

Helt anderledes shopping findes på markedet Mercado de Nuestra Senora de Africa. Bag den imponerende indgang (billedet nedenunder) er der mere end 300 boder med alt fra frisk frugt, grøntsager og blomster til lokale oste og friskslagtede geder. Der er også flere små caféer og søndag formiddag er der et stort loppemarked.

Mercado de Nuestra Senora de Africa

Strande i Santa Cruz
Strande er en mangelvare i Santa Cruz, men til gengæld har byen det utrolig flotte poolanlæg Parque Maritimo, som ligger helt ud til havet ved operahuset. Her er der flere store swimmingpools med havvand, solterrasser, restauranter og en 60 meter lang strand med lavasand. Parque Maritimo er tegnet af den spanske arkitekt og billedkunstner César Manrique, som også har lavet det populære poolanlæg Lago Martiánez i Puerto de la Cruz.

Parque Maritimo

Den nærmeste sandstrand er Playa de las Teresitas, som ligger 10 kilometers kørsel mod nord. Med det gyldne sand fra Sahara og det lave turkise vand, er det Tenerifes flotteste strand, og beliggenheden lige for foden af Anaga bjergene sætter en tyk streg under det. I strandens sydlige ende ligger landsbyen San Andres, hvor der bl.a. er en fantastisk fiskerestaurant. Der kører regelmæssigt offentlige busser direkte fra Santa Cruz til Playa de las Teresitas.

Las Teresitas

Restauranter og natteliv
Tenerife har mange gode restauranter, og en af de bedste ligger i Santa Cruz. Det er Michelin restauranten Kazan, der som navnet antyder serverer sushi og andre japanske specialiteter. To andre gode restauranter i hovedstaden er San Sebastián 57 og Solana, der begge serverer mere traditionel kanarisk mad, men med et moderne twist.

Nattelivet i Santa Cruz er ikke så vildt som i feriebyen Playa de las Americas, men der er masser af muligheder for en god aften i byen. Start for eksempel aftenen på den hyggelige Chema Gin Club, der har et kæmpe udvalg af gin og anden spiritus. Her er drinks måske ikke billige, men de er til gengæld gode!

Når natten falder på er Bambú Lounge Bar Tenerife et af de mest populære steder at tage hen. En udendørs lounge club med god stemning og masser af dansemusik, ofte sydamerikansk inspireret.

Santa Cruz operahus

Aktiviteter og seværdigheder
Santa Cruz’s vartegn er operahuset Auditorio de Tenerife, som ligger helt ud til havet. Operahuset har en helt enestående arkitektur, og er en af Spaniens mest spændende nyere bygningsværker. Ved siden af operahuset ligger det ligeledes imponerende poolanlæg Parque Maritimo og derefter Palmetum, som er en meget flot botanisk have med masser af palmer.

Blomsterur

Byen har flere flotte parker at byde på. Den mest kendte er den centralt beliggende García Sanabria City Park, der med sine subtropiske træer, springvand og skulpturer er et besøg værd. Parken er også kendt for sit ”blomsterur”, som den danske konsul forærede Tenerife i 1958.

Den mest festlige tid i Santa Cruz er under det medrivende karneval, der anses for at være et af de største karnevaller i Europa. En kæmpe folkefest, hvor lokale og tilrejsende karnevalsgrupper fester, danser og går i kæmpe optog med masser af sambamusik. Karnevallet finder sted i februar eller marts.

Santa Cruz karneval

Santa Cruz de Tenerife kort
På kortet ses Plaza de Espana til højre ved havnen. Herfra går shoppinggaden Calle del Castillo mod vest. I toppen af kortet ses parken García Sanabria City Park. Operahuset Auditorio de Tenerife og poolanlægget Parque Maritimo ligger lidt længere mod syd, helt ud til vandet.