• Playa de la Arena

  • Playa de la Arena

  • Playa de la Arena

Playa de la Arena

Feriebyen Playa de la Arena ligger på sydvestkysten af Tenerife. Byen er vokset sammen med Los Gigantes og Puerto Santiago, og nogle rejseselskaber benævner hele området Los Gigantes. Afstanden til lufthavnen Reina Sofia er 40 kilometer, en tur som kan klares på 30-35 minutter i bil.

Der er ikke meget traditionel kanarisk charme i Playa de la Arena, til gengæld har byen alt hvad feriegæsterne har brug for i form af restauranter, barer og supermarkeder. Decideret shopping er ikke muligt, men så er det bare at hoppe i lejebilen eller tage bussen til Playa de las Americas.

Størrelsen taget i betragtning er der et godt udvalg af hoteller i Playa de la Arena. Hotellet Allegro Isora er ideelt til familieferien. Hotellet har flere poolområder, den ene med opvarmet vand (min. 23 grader). For børnene er der både børnepool, miniklub og legeplads.

Stranden i Playa de la Arena
De store palmer i baggrunden og klipperne i siderne danner en flot ramme omkring stranden i Playa de la Arena. Sandet er ægte mørkt vulkansand, men det er blødt og finkornet som almindeligt sand. Stranden har alle nødvendige faciliteter inkl. livredder.

Bag stranden ligger der en dejlig strandpromenade, og på den anden side af vejen Avenida Maritima, ligger der restauranter, barer, souvenirbutikker m.m.

Restauranter og natteliv
De fleste restauranter i Playa de la Arena er typiske turistrestauranter. En af de bedste restauranter er Restaurante Pancho, der ligger med flot udsigt til stranden og havet. Menuen er blandet, men restauranten er mest rost for sine fiske- og skalddyrsretter.

Nattelivet er roligt og for de fleste begrænset til nogle drinks ud på aftenen.

Attraktioner og seværdigheder
Der er ingen attraktioner og seværdigheder i selve Playa de la Arena. Fra havnen i nærliggende Los Gigantes er det muligt at komme på forskellige bådture, f.eks. fisketure eller hvalsafari.

Den klassiske udflugtstur på Tenerife er en bustur til den imponerende vulkan Teide. Hvis børnene skal forkæles, så kan en tur i Siam Park anbefales. I bil tager turen under en halv time, mens turen med bus tager lidt over en time.

Playa de la Arena kort
I midten af kortet ses stranden med det mørke, næsten sorte lavasand. Bevæges kortet mod nord kommer først nabobyen Puerto Santiago og umiddelbart derefter den større ferieby Los Gigantes.

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke vist. Obligatoriske felter er mærket med *

*